Basse-sagen

- Om hjælp, indflydelse og magt

Medierne er en central del af vores hverdag – og unægtelig en faktor i enhver større kriminalsag i Danmark. I komplicerede sager kan medierne spille en afgørende rolle i opklaringen. Det er dog et tveægget sværd. Politiet skal hele tiden afveje hvilke oplysninger, de giver til pressen. Medierne har selvsagt en interesse i at sælge deres nyheder, men medierne kan også være en stor hjælp for politiet i efterforskningen af komplekse sager, idet de igennem pressen kan nå ud til den almene befolkning ekstremt effektivt og hurtigt. Ofte henvender borgerne sig herefter med nyttige tips og nye oplysninger, når politiet har udtalt sig i medierne.

I denne artikel om mediernes rolle i – og indflydelse på – efterforskningsarbejdet, vil der blive sat specifikt fokus på den uopklarede Basse-sag fra 1966.

En strategisk samarbejdspartner

Pressen ses som en strategisk samarbejdspartner af politiet, hvor informationer, der videregives til offentligheden via pressen, kan være både gavnlige og skadelige for politiets opklaringsarbejde. På den ene side kan de være en uvurderlig hjælp, da personer, der ellers ikke ville have henvendt sig, kontakter politiet med nyttige oplysninger, der kan føre til opklaringen af sagen. På den anden side kan det være, henvendelserne vildleder mere end de gavner – og måske leder efterforskningen i den forkerte retning eller tager unødig meget tid fra efterforskerne, da de er nødt til at undersøge sporet til bunds. Derudover må man formode, at gerningsmanden/mændene også holder sig orienterede i nyhedsstrømmen om sagen. Jo mere opmærksomhed sagen får, jo mere administrativt arbejde vil der være med at modtage og behandle nye oplysninger – og samtidig ses en tendens til flere falske tilståelser ved sager, der får massiv pressedækning. Derfor tilbageholder efterforskerne altid få, men væsentlige detaljer fra pressen, så de ved om de har fat i den rigtige gerningsmand, når en afhøring foretages. Politiet er generelt blevet mere offensive i deres pressestrategi de senere år ved f.eks. løbende at holde pressen til ilden med flere nye detaljer, således at sagen får den presseomtale efterforskerne mener, at den behøver, for at blive opklaret.

Det er dog ikke altid, at en sag bliver opklaret, selvom den har fået massiv pressedækning. Politiet kan kun frigive de oplysninger, som de menerer relevante, men selvfølgelig ikke styre hvorledes, der bliver skrevet om sagen og personerne, der er indblandet. Basse-sagen er et godt eksempel på dette. Sagen er i sig selv unik, da det er den eneste uopklarede sag om et forsvundet barn, vi har i Danmark.    

Basse-sagen kort

Mandag den 7. februar 1966 går en 24-årig kvinde ud for at handle. Med sig har hun sin 3 1/2 måned gamle dreng i en blank sort Scandia barnevogn. Drengen er endnu ikke døbt – og hun kalder ham derfor ved hans kælenavn ”Basse”. Udenfor butikken ”Lisa” i Kongensgade i Odense stopper hun og stiller barnevognen med sin sovende dreng fra sig. Derefter går hun ind i forretningen for at købe noget nyt nattøj til sin dreng. Da kvinden efter 10 min kommer ud af forretningen og går hen til barnevognen, ser hun at drengen er væk. Barnevognen med dynen står tom tilbage – drengen er sporløst forsvundet. Kriminalpolitiet bliver straks tilkaldt, og en stor eftersøgning bliver iværksat. Det bedste spor er i flere dage to yngre piger, der fortæller, at de havde set en kvinde tage Basse op af barnevognen, men efter flere dages afhøring viser sporet sig ikke at holde. Pigerne har aldrig set en kvinde tage Basse op – og har i øvrigt slet ikke opholdt sig i Store Kongensgade på det pågældende tidspunkt. Ingen har med sikkerhed set den lille dreng blive taget fra barnevognen, og ingen brugbare vidner har set mistænkelige personer gå med et barn.

Sagen er fortsat uopklaret.

Den forsvundne dreng ”Basse”

I sagen fra 1966 om den forsvundne dreng ”Basse” er pressen massivt tilstede fra start. Bortførelsen sker d. 7. februar om eftermiddagen og allerede natten til d. 8. februar, mens moderen endnu befinder sig på politistationen i Odense i håb om gode nyheder om hendes dreng, bliver hun interviewet til Ekstra Bladet. Sagen har mange ligheder med den såkaldte Tina-sag fra december 1965, hvor en lille pige på 3 mdr. bortføres, mens moderen var på indkøb i Daells Varehus i København – og Ekstra Bladets journalist øjner chancen for at være først med den tragiske historie. Allerede fra start skal den unge mor forsvare sig mod anklager om uforsvarlighed. ”Nu tror man måske, at Tina-sagen intet indtryk har gjort på mig, siden jeg kunne begå den samme fejltagelse, (…) Det passer ikke.” svarer hun til Ekstra Bladets journalist. Ligeledes bliver moderen konfronteret med Tina-sagen af Politikens journalist. ”Tænker De aldrig på den, når De har barnevognen med? – Jo, det gør jeg (…). Hvis jeg regner med, at der vil gå lang tid i forretningen, tager jeg normalt drengen med mig.

Offentlighedens syn på moderen

Fra starten spekuleres der i, om moderen selv har været indblandet i sagen. Den enlige mor har ikke haft kontakt med nogen i dagene før bortførelsen – og der er dermed ikke nogen, der har set Basse lige før bortførelsen. Rygter om hvorvidt Basse overhovedet var i barnevognen, da hun er ude at handle, begynder at florere i aviserne allerede en uges tid efter Basse forsvinder – og snart stilles også spørgsmålstegn ved moderens reaktion i forbindelse med bortførelsen. Man undres over, at hun ikke græder, da hun bliver interviewet til TV, at hun holder sig for sig selv og generelt ikke ønsker at snakke med pressen, udover det politiet opfordre hende til. Hendes forhold til Basses far, som hun er forlovet med, men ikke bor sammen med, går i stykker kort tid efter – og herefter trækker hun sig endnu mere fra offentlighedens søgelys og forlader meget nødigt sin lejlighed. Kritiske røster påstår, at forholdet allerede inden Basses forsvinden er ustabilt.    

”Har du solgt ham?”

Gætterierne får frit løb og Basses mor er nødt til at forholde sig til offentlighedens skepsis. To måneder efter bortførelsen interviewer en journalist fra BT moderen om de nærgående og   direkte ubehagelige spørgsmål og rygter der svirrer; ”Var han ikke en klods om benet på Dem, den enlige mor?”, ”Var Basse i barnevognen, den dag han forsvandt?” og ”Nogen siger, De har solgt ham – måske til en tysker?”. Det går så vidt, at Odense Politi er nødt til at sende en officiel pressemeddelelse ud om, at moderen ikke er under mistanke for at have noget med Basses bortførelse at gøre. Flere aviser og læserbreve prøver dog at fremlægge sagen anderledes og frikende moderen for mistanke. De påpeger, at det er moderens status som enlig der gør, at hun ikke får sympati fra offentligheden, og at der findes mange måder at sørge på. Disse konstateringer ændrer dog ikke ved, at denne sag får væsentlig mindre medieopmærksomhed end Tina-sagen – og desværre også langt færre henvendelser til politiet fra offentligheden.  

Mediernes magt

Skrivelserne om moderen viser, hvor stor magt medierne kan have på fremstillingen af en bestemt sag og på de personer, der er involveret. Rygterne og spekulationerne om moderens intentioner fyldte mere i avisernes overskrifter, end selve bortførelsen – og politiet mente derfor, at det var medvirkende til, at man ikke fik ligeså mange henvendelser fra offentligheden, som hvis sympatien i højere grad havde ligget hos moderen. Dertil var der endnu ikke taget noget billede af den lille dreng, som aviserne kunne bringe sammen med efterlysningen – hvilket også kan have haft indflydelse på offentlighedens sympati og villighed til at hjælpe.           

Opdigtede vidneforklaringer

To piger på otte og ti år påstår, efter de har læst om sagen i aviserne, at de har set en kvinde tage et barn op af en barnevogn foran butikken ”Lisa” i det tidsrum basse forsvandt. De beskriver indgående kvinden – og tegner bl.a. også det karakteristiske tørklæde, de forklarer at kvinden bar. De viser sågar efterforskerne hvilken rute kvinden efterfølgende er gået med barnet. I fire dage er pigerne politiets bedste vidner – begge piger er opsat på at hjælpe med opklaringen af den mystiske sag. Det viser sig dog, at pigerne slet ikke har været i nærheden af butik ”Lisa” i det givne tidsrum, men tværtimod i svømmehallen - og at de har opdigtet alt i deres vidneforklaring.

tags: