Uniformer og armbind - Politiet i befrielsesdagene

Af Lasse Dahl Birch, stud. mag. 

 Da frihedsbudskabet gik ud i æteren den 4. maj 1945, var glæden stor, men samtidigt kunne hadet til de mennesker, som havde gået tyskernes ærinde få frit løb.  Modstandsgrupperne, herunder også politiets modstandsgrupper, var klar til at kæmpe og anholde de såkaldte unationale - eller landsforrædere, hvilket udmøntede sig i en regulær klapjagt. Efter sigende gik der ikke en time, efter frihedsbudskabet var givet, før frihedskæmpere forlangte stikkerkartotekskort udleveret, så de kunne gå i gang med anholdelser i deres distrikter. Det omfattende opgør med landsforræderiske handlinger var gået i gang. Indtil 13. maj var modstandsbevægelsen den udøvende myndighed i Danmark og foretog 21.800 anholdelser. 

 Den 19. september 1944 opløste den tyske besættelsesmagt det danske politi. Perioden der fulgte var turbulent, og indtil besæt-telsens ophør i 1945 var Danmark uden politi. I denne periode blev 1.967 politifolk sendt til tyske kz-lejre, og langt størstedelen af de resterende politifolk gik under jorden. Omkring 1.000 mand flygtede til Sverige, mens omkring 5.500 mand efterhånden blev tilsluttet modstands-bevægelsen.

 Da befrielsen kom, skulle politiet naturligvis træde i funktion igen. Men der skulle gå nogle dage før det kom til at ske. I 18.35-radioavisen den 7. maj meddelte rigspolitichefen, at ”(…) det danske politi som etat ventes at ville træde i funktion i løbet af meget kort tid.” Den 9. maj meddelte også statsminister Wilhelm Buhl i sin åbningstale, da rigsdagen igen trådte sammen, at politiet var under genopstilling, og ”(…) at de personer, som er interneret efter Frihedsrådets anvisninger, snarest vil blive overført til de statslige politi- og retsmyndigheder til retsbehandling efter lov og dom.

 Problemet ved at opstille politiet så hurtigt efter befrielsen var, at man fra befrielsesregeringen anså det for nødvendigt at lade frihedskæmperne foretage anholdelser. Justitsministeren foreslog at modstandsbevægelsen kunne fortsætte med anholdelser, mens politiet kunne træde i funktion med det egentlige politiarbejde. Men det kunne ikke accepteres. Som det blev udtrykt fra politiet: ”Det kan ikke forenes med et opstillet politi, at andre organer foretager systematiske anholdelser.

             

Grænsen mellem politifolk og modstandsfolk var ikke tydelige i tiden efter befrielsen. Modstandsbevægelsen kunne kendes på deres armbind, men politifolk var også en del af modstandsbevægelsen. Løsningen blev for mange, at man bar både politiuniform og armbind. Men det måtte slutte den 13. maj kl. 10, da politiet trådte i funktion igen. Herefter var beskeden, at alle skulle aflægge modstandsbevægelsens armbind. De politifolk, som af forskellige årsager fortsatte deres arbejde under modstandsbevægelsens ledelse, skulle gå uden uniform, men med armbind.

 Inden for politiet var der også et regnskab at gøre op. Efter kapitulationen blev 183 politifolk afskediget, som følge af unational optræden. En anden komplikation var de betjente som ikke havde ladet sig organisere i de illegale politigrupper, som blev formet i den politiløse tid. De såkaldte ”passive”, 1.012 mand, skulle udarbejde en indgående skriftlig redegørelse, hvor de forklarede, hvorfor de ikke var gået ind i modstandskampen. 150 af de personer blev afskediget, fordi de ikke havde grunde, der var gode nok. Man ville fra politiets ledelse ikke acceptere en ren passivitet.    

 

 

 

 

tags: