Drab på Paradisøerne 2.del

George Alexander - kaldet Krause. De fordømte.

Af Frederik Strand, museumsleder på Politimuseet

I Politimuseets arkiv findes der flere drabssager fra De Vestindiske Øers danske koloniperiode. I anledning af 100-året for salget af øerne, åbner Politimuseet en ny særudstilling, der viser en række unikke genstande fra sagerne. Udstillingen giver et indblik i de enkelte drabssager og fortæller historien om de særprægede vestindiske rets- og politiforhold.

Krause-sagen

Forvalteren på plantagen Magens Bay, George Alexander, kaldet Krause, anmeldte den 26. oktober 1906, at ”Fruentimmeret” Maria Louisa James var afgået ved døden som følge af mavekramper. Kvinden blev begravet samme eftermiddag, da man frygtede, at hun skulle gå i forrådnelse i det fugtige klima. Hermed var sagen imidlertid ikke slut, for der begyndte nu at gå rygter om, at Maria James’ død ikke var indtruffet naturligt, men som følge af mishandling fra forvalterens side. Sagen var nemlig den, at Maria havde levet sammen med Krause, og det var kendt, at han jævnligt piskede hende. Krause var i øvrigt også frygtet af sine undergivne på plantagen, som han jævnligt mishandlede – der var her igen tegn på, at slavetidens rå brutalitet uhindret levede videre, selvom slaveriet for længst var ophørt.

Sagen blev imidlertid nu efterforsket af politiet på St. Thomas, i hvilken forbindelse liget blev gravet op og obduceret. Obduktionen viste dog ikke noget af betydning. De kvinder, der havde vasket liget, inden det skulle begraves, kunne imidlertid fortælle, at de havde set flere blodunderløbne strimer på kvindens krop, som efter slag med et spanskrør. Med disse mistænkelige forhold konfronterede man nu såvel Krause som dennes mor, der også havde været i huset, da kvinden var afgået ved døden. Til sidst gik såvel Krause som moren til bekendelse. Krause forklarede, at han på drabsdagen, havde været i dårligt humør, da han kom hjem. Maria James havde da, noget uforsigtigt, irriteret ham og opført sig drillende. Da han havde skældt hende ud, havde hun imidlertid svaret igen. Da var han blevet rasende og havde taget en tyremie – et langt spanskrør – og derefter tildelt den unge kvinde flere slag over hele kroppen, mens han holdt hende fast. Krauses mor havde tilsyneladende forsøgt at gribe ind og stoppe mishandlingen, men Krause havde sagt, at hun skulle passe sig selv. Han stoppede dog mishandlingen. Nogen tid senere greb han dog igen tyremien for at slå pigen, fordi hun – efter Krauses udsagn – havde svaret igen og truet med en flaske. Rædselsslagen forsøgte Maria at flygte ind på Krauses mors værelse, men Krause fangede hende og slæbte hende ind i huset, hvor han, i det der lignede en blodrus, tildelte hende så mange slag, at tyremien knækkede.

Mens mishandlingen stod på, havde kvinden bedt for sit liv – bl.a. havde hun sagt, at Krause skulle skåne hende, da hun var gravid med hans barn. Da tyremien knækkede, gik Krause i seng. Ud på natten hørte han Maria ligge og ralle ved siden af sengen. Derpå udstødte hun et skrig og udåndede. Krauses mor forsøgte at genoplive hende, men uden held. Efterfølgende konkluderede man, at kvinden formentlig var død af et hjertestop som følge af den omfattende mishandling. I den efterfølgende retssag blev Krause idømt tre år fængsel. Dommen blev stadfæstet af Højesteret. Den urimeligt milde dom skyldtes, at retten fandt, at Krauses ”Hensigt var at revse Afdøde”, ikke at slå hende ihjel. Her talte samtidens kønsrollemønster måske! Krause blev dog ramt af Nemesis i fængslet. Her udviklede han nemlig en fængselspsykose, der resulterede i en decideret sindssygdom. Han opholdt sig derfor også kun kort tid i Horsens Statsfængsel, hvorpå han blev flyttet til sindssygehospitalet i Risskov.

Afhøring af vidner og en ikke ubetydelig efterforskning fandt altså sted i Dansk Vestindien, som det fremgår af både Krause- og Andrew-sagen. Men hvem varetog egentlig dette politiarbejde? Svaret er en smule overraskende. Halvdelen af politibetjentene i det ellers raceopdelte vestindiske samfund, var nemlig enten farvede eller sorte. Politikorpset kunne nemlig kun vanskeligt fungere uden sorte og farvede betjente, da det var dem, der havde indblik i lokalsamfundet og de kriminelle miljøer. De kendte ”the usual suspects”, når der blev begået en forbrydelse og havde en fornemmelse af, hvor efterforskningen skulle påbegyndes. Efterforskerne, der efter mønsteret i Københavns Politi kaldtes opdagelsesbetjente, var som udgangspunkt altid farvede eller sorte, mens ordenspolitibetjentene derimod oftest var hvide med tidligere tilknytning til militæret på øerne. Af rent praktiske grunde var det altså sorte, og ikke hvide betjente, der varetog det traditionelt set meget prestigebetonede arbejde med opklaringen af drabssager.

I pressens søgelys

Drabene i Dansk Vestindien gik ikke upåtalt hen i dansk presse. Såvel Krauses som Andrews bestialske drab blev behandlet flere steder. Drabenes voldsomme indhold og det forhold, at der oftest var tale om sorte gerningsmænd, fik også aviserne til at filosofere over straffeforholdenes rimelighed. En kritisk artikel i Jyllands Posten, søndag d. 18. maj 1913, berørte dette emne. Under overskriften ”Højskole” i Horsens skrev man: ”(…) Embedsmændene i Horsens Tugthus, hvor Straffen afsones, er overordentlig omgængelige; navnlig Neger-Forbrydere bliver ligefrem forkjælede og faar desuden under Tugthusopholdet Undervisning i alle mulige nyttige Færdigheder, f.eks. i at læse og skrive. Paa Grund af denne Liberalitet har Horsens Tugthus en høj Stjærne hos alle Negre paa de dansk-vestindiske Øer. Negrene er nemlig fuldstændig paa det Rene med at et Drab ikke kommer til at koste dem deres Hoved”.

Ikke meget tyder dog på, at de vestindiske drabsmænd gjorde sig sådanne retslige overvejelser før deres forbrydelser. Måske var drabene snarere udtryk for, at Dansk Vestindien var et meget raceopdelt samfund, hvor drabsmændene, såvel som ofrene, qua deres udsatte sociale position næsten altid var sorte. Kun yderst sjældent var der hvide ofre for sorte gerningsmænd. Slavetidens opdelte samfund levede tilsyneladende i det skjulte videre helt frem til salget af kolonierne i 1917.

De bevarede vestindiske drabssager i politiets arkiver, giver et sjældent indblik i et særpræget og mørkt kapitel af dansk politihistorie. Det er kun 100 år siden, men det føles som at træde ind i en anden verden.

Særudstillingen, ”De fordømte – forbrydelse og straf på De Vestindiske Øer” åbnede den 17. maj 2017 på Politimuseet.

tags: