Et næsten perfekt drab

Af Frederik Strand, museumsleder på Politimuseet

Sagen omkring den døde og parterede journalist, Kim Wall, har vakt megen furore i pressen. Men hvordan opklarer politiet sådanne sager? Et meget specielt parteringsdrab fra 1985 giver et godt indblik i politiefterforskningen, der ofte har karakter af et omfattende puslespil.

Det parterede lig

Andejagten var gået ind omkring Roddenbjerg Sø i Thy denne søndag den 1. september 1985. Omkring middag stoppede jagten dog brat. Jagthundene markerede i sivkanten. To jægere kom til og undersøgte, hvad hundene havde reageret på. Et højreben fra et menneske kom til syne ved den nordøstlige del af søen. Fundet blev øjeblikkeligt meddelt politiet i Thisted, hvorpå eftersøgningen af yderligere ligdele igangsattes. Samme dag kom også en højrearm til syne. Kriminalpolitiet i Thisted rundsendte efterfølgende et telex til landets øvrige politikredse om det makabre fund. Findestedet var et typisk sommerhusområde, som nu i september måned lå temmeligt øde hen. Sommerhusene i området blev fortrinsvis udlejet til turister fra Norge, Sverige og Tyskland. Umiddelbart herefter undersøgte man, om der i Danmark var savnede eller bortgåede kvinder, der passede til det noget sparsomme signalement, der var udfærdiget på baggrund af ligdelene. Ingen af de savnede danske kvinder svarede til signalementet. />

Forbindelsen til Tyskland

Retsmedicinsk Institut kunne på baggrund af ligdelene foreløbig fastslå, at der formentlig var tale om en 30-45-årig kvinde. Senere på dagen fandt eftersøgningsholdene i kanten af Roddenbjerg Sø kvindens venstre ben, der var blevet trukket på land af dyr. Beskrivelsen kunne nu udvides til: Kvinde, hvid hudfarve, 30-45 år (muligvis ældre), ca. 170 cm høj og middel til kraftig af bygning, formentlig mørkhåret. Instituttet fastslog yderligere, at ligdelene formentlig var skåret fra kroppen med en skarp kniv, og knoglerne oversavet med en fintandet sav. Liget havde ligget i vandet 1-2 uger. Kvindens torso blev fundet den 6. september 1985 omkring middag i sivkanten af den sydøstlige del af Ørum Sø. Da torsoen næppe kunne være drevet fra Roddenbjerg sø, konkluderede Rejseholdets efterforskere, at gerningsmanden havde kastet ligdele i begge søer. Efter fundet af torsoen var det muligt at sende mere præcise beskrivelser af kvinden ud –både nationalt som internationalt. Mens efterforskningen stod på, lå pressen naturligvis ikke på den lade side i omtalen af den parterede kvinde. Det var med andre ord en drabssag, der havde maksimal opmærksomhed – og et kollektivt krav om hurtig opklaring! Den 10. september blev der fremstillet mapper med en sagsbeskrivelse på tysk samt fotos og kort, som blev sendt til drabskommissioner i de enkelte tyske Bundesländer. Dette gav bid!

 

Næsten opklaret

Tysk politi kunne nemlig oplyse, at en tysk styrmand den 21. august havde ligget med sin båd i Hanstholm Havn. Mellem 22 og 23 havde han sammen med sin kone befundet sig på bådens bro, hvor de bemærkede, at der kørte en tysk indregistreret bil ind i det øde havneområde. Føreren bakkede helt hen til kajkanten, hvor han steg ud, åbnede bagagerumsklappen og begyndte at bakse med noget i bagagerummet. Da der kørte en anden bil ind på havneområdet, smækkede han hurtigt bagagerumsklappen i, satte sig ind i bilen og forholdt sig helt roligt. Da den anden bil atter forlod området, steg han igen ud, men da endnu en bil kørte ind på området, gemte han sig igen. Da denne bil også forlod området, steg han ud på ny, åbnede bagagerumsklappen og tog noget ud, som han kastede i vandet. Efterfølgende tørrede han bagagerummet af med en klud, der også blev kastet i vandet. Styrmanden blev, ikke overraskende, noget mistænksom og sagde til sin kone, at han ville gå ned for at se, hvad der foregik. Manden var tilsyneladende helt uvidende om, at han var blevet iagttaget, for han hoppede forskrækket i vejret ved styrmandens henvendelse, der bramfrit lød: "Hvad laver De?" Manden svarede: "Hvad rager det Dem? I øvrigt venter jeg på min vicevært". Hertil bemærkede styrmanden rapt: "Var det ham, De smed i vandet?". Ved dette spørgsmål satte manden sig øjeblikkeligt ind i sin bil og kørte fra stedet. Fra broen havde styrmanden dog skrevet bilnummeret ned, og han kunne beskrive bilen som en ”Mercedesagtig, elfenbensfarvet personbil”. Motorkontoret i Tyskland kunne herefter meddele, at nummeret på bilen svarede til en grøn Opel stationcar. Dette var jo ikke lige, hvad politiet havde regnet med, så styrmanden blev igen afhørt. Han kunne nu uheldigvis fortælle, at han om formiddagen den 21. august havde kørt rundt i Hanstholm (han havde sin bil med om bord), da en bagsædepassager i en parkeret bil havde smækket bildøren op og strejfet hans bil. Af forsikringsmæssige grunde skrev han efterfølgende bilnummeret ned. Sedlen med nummeret lå på broen, hvor også nummeret på den elfenbenshvide bil lå. Nogle dage efter ville han smide den ene seddel ud – den med nummeret på bagsædepassageren – men kom til at forveksle sedlerne og smide nummeret på den hvide Mercedes ud! Man havde været uhyggeligt tæt på at opklare den uhyggelige sag, men nu var man desværre lige vidt.

Et vigtigt vidne

Politiet i Braunschweig sendte den 28. september yderligere et telex til det danske politi. En mand fra byen havde fortalt politiet, at han havde været på ferie i Danmark. I den forbindelse kunne han oplyse, at han den 21. august sammen med sin kone kom kørende på kystvejen til Vorupør. Undervejs holdt han ind på en rasteplads, hvor han bemærkede en udbrændt affaldscontainer. Da han kiggede ned i brandtomten, bemærkede han en delvis brændt postkvittering med navnet Helga Casu samt en adresse på et hus i Braunschweig. Nu tilbage i Tyskland hørte manden om kvindeliget i Danmark, og han fandt sit fund af, hvad der kunne være bevidst afbrændte identitetspapirer, pudsigt og fortalte om det til det tyske politi. Et dansk efterforskningshold kørte nu til stedet og fandt faktisk – mere end en måned senere - de delvist brændte papirer med Helga Casus navn. Kort herefter henvendte en lokal fisker sig og fortalte, at han havde set et hoved flyde rundt ved mundingen til Hanstholm Havn. Man skønnede, at det var Helga Casu.

Hvem var ofret?

Helga Casus liv og færden blev nu nærmere efterforsket. Hun havde en lille frisørforretning i Braunschweig og boede i en lejlighed i tilslutning til forretningen. Her boede hun alene, men havde en søn med en italiener, fra hvem hun var fraskilt. Sønnen boede nu hos faderen i Italien. Man kontaktede herpå Casus søster, der oplyste, at hun ikke havde set eller hørt fra Helga siden den 17. august, hvor hun fortalte, at hun ville besøge sin søn i Italien. Hverken sønnen eller faderen havde imidlertid set noget til Helga. Den 11. september lod søsteren derfor Helga efterlyse ved tysk politi. Familie og omgangskreds kunne nu yderligere oplyse, at Helga kort før sin forsvinden havde truffet en 50-årig mand ved navn Hans Günther Stumpe. Stumpe var en tidligere øl-repræsentant, ejendomshandler – og dertil kendt som lidt af en plattenslager. Han blev omtalt som hendes økonomiske rådgiver og havde formået at gøre Helga interesseret i at åbne en restaurant. Stumpe havde været med Helga i banken den 6. august, hvor det var lykkedes at opnå et lån på 40.000 DM, som Stumpe fik overladt med henblik på investering i en restaurant. Dette var naturligvis interessante oplysninger, og yderligere efterforskning viste, at Stumpe boede i Braunschweig, var gift – og indehaver af en elfenbensfarvet Mercedes. Stumpe blev taget ind til afhøring, og han bekræftede at kende Helga, men kun som hendes økonomiske rådgiver. Han påstod at have hørt fra hende skriftligt og foreviste i den forbindelse et brev, hvori Helga havde skrevet: "Kære hr. Stumpe. Tak for Deres hjælp med min økonomi. Jeg tager ned til Italien for at besøge min søn. Vi ses når jeg kommer tilbage. Venlig hilsen Helga Casu". Brevet var dateret den 17. august, men poststemplet den 25. august 1985 i München. />

Gerningsmandens planlægning

Stumpe oplyste i øvrigt, at han alene havde været på ferie i Danmark fra den 17. august til den 25. august. Han havde gennem et udlejningsbureau lejet et sommerhus på Ærenprisvej 18, Vorupør. Disse oplysninger undersøgte Rejseholdet nu, men udlejningsbureauet kendte intet til denne udlejning, derimod havde man udlejet et sommerhus til Stumpe på Delfinvej 30, Vorupør, for samme periode. Sommerhuset på Ærenprisvej tilhørte en fisker, som under afhøring erkendte, at han havde udlejet sommerhuset "sort" udenom bureauet til Stumpe. Stumpe havde altså lejet to sommerhuse i samme område og i samme periode! Dette forekom noget mystisk, og man konfronterede derfor Stumpe med dette. Stumpe forklarede, at han ganske rigtigt havde lejet to sommerhuse. Det ene skulle han bruge til repræsentative formål, det andet var til afslapning, hvor der ikke behøvedes at blive ryddet op løbende. Tekniske undersøgelser af huset på Delfinvej var særdeles interessante, mens sommerhuset på Ærenprisvej imidlertid var ”rent”. På Delfinvej blev der fundet fingeraftryk på plankevæggene – herunder et håndaftryk fra en lille person – sat på en akavet måde. Der blev også fundet blodstænk på væggene i et af soveværelserne. Man kunne imidlertid ikke fastslå, om blod og aftryk stammede fra Helga, idet fingeraftrykket var for udvisket. Det lykkedes dog politiet at finde den familie, der havde boet i nabosommerhuset til Delfinvej 30. De kunne oplyse, at de den 17. august havde set en lys Mercedes ankomme til sommerhuset, hvor to personer – en mand og en kvinde – var steget ud og var gået ind i huset. Her trak de gardinerne for og tændte lys. Efterfølgende havde gardinerne ikke været trukket fra en eneste gang i den periode, hvor de var i huset. Kun én gang havde de set kvinden – ellers kun manden. I det andet nabohus havde man kun set manden – og en dag havde man set ham køre fra huset med vognen fuld af sengetøj og et par madrasser på taget. Stumpes kone kunne yderligere oplyse, at hendes mand havde været alene i sommerhus i Danmark, og at indtrækket i bagagerummet af deres bil var blevet udskiftet, efter han var kommet hjem. Desuden havde han afviklet en del af sin gæld – ca. 40.000 DM.

 

Politiets teori

Politiet udkastede nu følgende teori på baggrund af disse informationer: Helga Casu var – udover at være Stumpes økonomiske klient – hans elskerinde – men antageligvis en besværlig en af slagsen. Da han nu var ved at være træt af hende og havde fået pengene – de 40.000 DM – og hun måske også havde truet med at gå til hans kone, besluttede han sig for at skille sig af med hende. Stumpe inviterede derfor Helga på en romantisk ferie til Danmark, men tilkendegav samtidig, at hans kone vist var ved at blive noget mistænksom. Derfor bad han Helga om at skrive et brev til ham, som han derefter påtog sig at sende for hende. Han foreslog hende samtidig at tilkendegive over for sin familie og omgangskreds, at hun skulle besøge sin søn i Italien. Herpå lejede han to sommerhuse – det ene via bureau og det andet "sort" – men da han skulle forklare politiet om sommerhuset, kom han, uheldigt for ham, til at nævne sommerhuset på Ærenprisvej i den tro, at det var dét, han havde lejet via bureauet. Derved opdagede politiet, at han havde lejet to sommerhuse. Brevet, som Helga havde skrevet til ham, tog han med tilbage til Tyskland. I Tyskland lagde han brevet i en kuvert påført hans egen adresse. Denne kuvert lagde han i en større kuvert, som blev adresseret til Hovedpostkontoret i München. Her åbnede man, den 25. august, kuverten og stemplede den ilagte kuvert, som man derpå videresendte til Stumpes adresse – sådan at politiet skulle tro, at Helga havde været i live i Tyskland omkring den 25. august.

Stumpe benægtede hårdnakket dette forløb, men blev ved retten i Tyskland idømt livsvarigt fængsel på baggrund af de fremlagte indicier. Den hidtil mest udspekulerede parteringssag i danmarkshistorien var blevet opklaret.

tags: